„Gifter du ikke din datter, så gør hun det selv (d. v.s. uden dit samtykke)“ hed det i 1700-tallet, og fra Peder Syv kendes ordsproget: „Sjældent lyst og ofte nød, I ægteskab er daglig brød. t' Et ægteskab var i reglen omhygge— ilgt overvejet, planlagt og aftalt, inden man afsluttede den bindende kontrakt, trolovelsen, mellem de to parter. Men det skete også, at en mand pludselig besluttede sig og friede til pigens forældre dagen efter, at han første gang havde set hende.

Præster og præstekoner oplevede tit flere ægteskaber. Thi en kapellan var i reglen nødt til at ægte sin forgængers eller en anden præsts enke for at få kald, Derved slap menigheden for at forsørge hende. Senere kunne han få fornøj el sen ar en ung kone og med hende avle den talrige børneflok, der i reglen voksede op i en præstegård. Præstedøtre blev hyppigt gift bort til en aldrende præstemand, en proprietær, en forretningsmand eller en anden vel bjerget person.

På landet måtte en ung karl også gifte sig ror at få sin egen bedrift. Mangen gårdfæster førte den ene enke eller ungnø til brudeskamlen efter den anden, idet adskillige koner døde i barselsseng. Men der var mange enker, som oplevede at komme 'i brudeseng med mere end een ung karl, som til gengeld fik gården i fæste af herremanden. I Store Valby ved Slagelse havde blandt halvdelen af de viede par årene 1675-1754 den ene eller den anden part været gift før.

Trolovelsen havde siden 1538 været den første anerkendte form for forbindelse mellem de to køn. Og den skulle er ter Frederik Ils ordinans fra 1582 foretages overværelse a? præsten og Cem andre vidner. Derefter skulle der lyses tre gange kirken, og til sidst skulle de trolovede lade sig vi sammen foran kirke— døren. Selve trolovelsen skete dengang Cor almuens vedkommende tit i kirken. Men det var gået af brug 1700—årene, og I Danmarks og Norges kirkeritual fra 1761 nævnes kun trolovelse I præstens hus eller i hjemmet. I Christian Vs Danske Lov. der Oldt i 1700-årene, hed dets i'Hvo hustru vil have, bede hende af forældre eller rette værge, dog med hendes Ja og vilje.“ Det tilføjedes, at hvis hun giftede sig uden sin rette værges samtykke, kunne han beslaglægge hendes gods, så længe hun levede. Og det hjalp ikke, at man prøvede med hemmelige tro— lovelser, hvis formynderen havde rimelige indvendinger mod forbindelsen. Men en pige. der var fyldt IB år, kunne på den anden side heller ikke uden grund holdes tilbage, hvis hun Obekvermeilg kan blive forset (forsørget) Idet hun var nyn— dig fra sit 16. år.

FOTO1: Hedebokone med hvidt lin, sorte huebånd, blå-sort-hvid. ternede poseærmer, rødt stribet tørklæde og forklrde, grønt skørt med ensfarvet og broget bort. Hansen, Schou og Weller 1871.

Det var ikke hver son helst, der kunne blive trolovede. For det første krævedes skudsmål eller vidner på, at begge parter ikke var bundne af et andet ægteskab. For det andet krævede myndighederne, at parterne Ikke måtte være for nær i slægts— skab med hinanden. Det gåaldt forældre og børn, brødre og søstre, stedforældre og stedbørn, svigerforældre og svigerbørn, fastre og mostre i forhold til deres nevøer og niecer. Yen en mand måtte ejheller gifte sig med sin farbrors eller morbrors enke, hans halv— eller helbroders enke eller hans afdøde kones faster og moster. så lidt son en kvinde kunne gifte sig med sin afdødee mands brorsøn eller søstersøn eller sin afdøde brordatters mand.

Danske inv at- ø endog trolovede folk skal holde sig fra hinanden, ind— til de er Egteviede. t' Og en forordning af 19.2.1783 bestemte, at trolovede ikke måtte flytte sammen og leve under fælles tag, inden brylluppet var holdt. De,som overtrådte denne bestemmelse, skulle „straffes som for tidlige sammen— leje.“ Det mildnedes ved reskript af 25.11 . T 791 , således at bøder for den slags forseelser ikke skulle inddrives, hvis parret havde ægtet hinanden, inden et barn blev født. Men almuen brød sig fejl om forordningen. Thi den jævne mand havde siden umindelige tider betragtet trolovelsen som den afgørende ægte— skabskontrakt. 1 1742 skrev biskoppen i Viborg herom til sine præster: „Man ved, at de fleste desværre holder det for ingen synd at bruge samme familiære omgang efter trolovelsen, skønt både Guds og hans majestæts lov det alvorligen forbyder, derfor finder jeg, at Gud anser en kvinde, som er trolovet med en mand, ligeså fuldt som hans hustru, skønt han ej må røre hende.

Selv om trolovelsen blandt almuefolk ansås for den handling, der indledte ægte— skabet, lagde man vægt på at få vielsen overstået, inden det første barn kom til verden. Indtraf fødselen før det berammede bryllup, kunne det hænde, at barnefaderen måtte vies til moderen, mens hun lå i barselsseng, hvorefter han straks med brudeskaren drog til kirken, hvor en anden kone ofrede som brudens stedfortræder. Biskop Rasmus i Odense fandt dog, at vielsen i sådanne tilfælde burde opsættes, til konen havde holdt sin kirkegang, men at hun da „kan og bør introduceres som en ægtekone, og deres vielse da straks derefter ske i kirken. Ugifte forældre, som giftede sig hurtigt efter et barns fødsel, fik lejermälsstraffen nedsat, og de slap for at stå offentlig skrifte på kirkegulvet i menighedens påhør.

I 1772 nævnes det, at mange endnu afholdt sig fra at gifte sig af økonomiske årsager. De morede sig hellere med hinanden på hovmarken, og „er et par unge folk ej udlært nok, at forhindre undfangelsen, så forhindres dog, at fosteret kommer til fuldbårenhed der findes vel en gammel kierling, en ruf ferske, SOFI ved et eller andet middel. Ofte er og den letfærdige ungdom allerede længe i forvejen underrettet derom, hvad for ting til slig brug kunne være tjenlige, og det værste er, at de er at få i enhver bondegård, i enhver smedje etc. Det tilføjes: „Af kærlighed at giftes, det anses for ungdoms dårlighed og at giftes for at avle børn, ved jeg ej iblandt bønder at have hørt eksempel om. Ofte måtte som nævnt en ung mand tage en gammel enke for at få en gård i fæste, og en sådan ung mand havde måske ikke lyst til at ofre sin kærlighed på en kvinde, dér kunne være gammel, snavset og egensindig, skønt han var nødt til at dele seng med hende.

Fra bogen DAGLIGLIV r DANMARK 1720-1790, redaktion Axel Steensberg. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck