1600-tallet bestod dagens hovedmåltider ar frokost ( cJ. v.s. rnorgenrnad) , rniddag og aftensmad. Til disse rnåltlder kunne der serveres nogenlunde samme mad. De største mængder blev sat frem midt på dagen, mens retter, der var „til middag“ een dag, kunne være „ti L aften“ en anden dag, og sarnrne slags rnad kunne serveres om morgenen. Det gjaldt både hos jævne folk, hvor man spiste grød, øllebrød og sild eller kål og flæsk - og hos de højere klasser, hvor der til hvert rnåltid kunne være suppe, kød og fiskeretter. Først rned teen og kaffen fik morgenmaden sit særlige præg.

FOTO2: Flæskebørster — skinker — blev saltede og hængt op til røgning. Man kunne også skære flæsk ud i små stykker smagt til med salt, peber, muskatblornme, merian, timian og kommen og fylde det i tarme som pølser, der blev røget i skorstenen og spist ristet, kogt eller rå. – Træsnit i Georg Grefflingers Ethica complcmentoria, Kgl. Bibl.

Ved morgenmaden blev tørsten først slukket med Øl. Men Øl 'var ikke altid nok til at sætte liv i lemmerne om morgenen. Også med brændevin var det godt at begynde dagen. „Hvo som hver morgen drikker deraf en lille skefuld, han bliver

næppe syg“, stod der i mange husholdningsbøger, og det var et af de trykte råc der også kendtes af folk, sorn ikke læste. At nyde snaps med ske, at søbe den, var en naturlig måde at indtage den på - og det var en af grundene til, at det var godt i en husholdning at have fine små sølvskeer. Nogle brugte dog en „akvavit-skål“ eller „brændevinskop 'j .

I en almindelig folkehusholdning måtte man beregne et morgenmål tid med både Øl, brød og Sild eller et fad søbekål - selvfølgelig med Øl til. De, der i sommertiden stod særligt tidligt op, kunne endda have nydt et mindre måltid forinden, bestående af brød og brændevin.

Den gamle skik at gå fastende til alters om søndagen viste sig i spiseregle— menter undertiden ved, at der kun var beregnet frokost (morgenmad) til hver— dagene. Dagens andre regulære måltider var middag ved 11—12 tiden og aftens— rnad ved 17-18 tiden, dog med forskydninger efter, om det var den lyse eller mørke årstid. Men i landhusholdninger kunne man godt kornrne op på seks mål— tider i de lange sommerdage: Frokost i form af brød og brændevin ved solens opgang, davre kl. 6 eller 7, „vrægrnadtt kl. 9 eller 10, så fik man 'funden“ (som den kaldtes i Jylland og på Fyn) ved middagstid eller lidt senere, „meldmad“ af smurt brød og ost sent på eftermiddagen og nadver ved solens nedgang. Nogle af måltiderne blev spist ude på marken.

At stille et egentligt måltid på bordet fra morgenstunden gav ikke nødvendig— vis problemer med større tillavning i den tidlige morgen. Sild kunne være udblødt og kogt på forhånd, eller den blev spist lige fra salttønden; øl le— brød og grød var ofte rester, der blot skulle spædes lidt op og varmes, og den hakkede kål stod tit parat, kogt i store portioner. Kål var så almindelig en ret, at der i flere kogebøger under overskriften „Kå1 at koge“ indledes med: „Derom meget at skrive gøres ikke behov, det ved enhver bondekvinde, og ofte skal man hos en bonde smage en bedre søbekål end undertiden udi et herre— køkken. Men så følger opskriften dog alligevel: „Sæt vand og havregryn på ilden med et rødløg eller to småhakket, lad det syde (koge), indtil det bliver jævnt, så giv kålen deri og lad den syde, til den er blød, giv så smør deri. Men vil du have den med ister, så gnid isteren små tilforn, og lad den syde med havregryn.

FOTO 3: Stegegafler og kredens- eller trancher-knive kunne være forskelligt formede og var navnlig af uens størrelse, som det ses af dette træsnit i Georg Grefflingers „Ethica cornplementoria“. Dertil hørte et brad-spid, så stegen kunne drejes og ristes jævnt over ilden.