I mange af 1800—tallets landbohjem var stuens faste sengesteder udformet som alkover, d. v.s. indbyggede senge, der indgik som nagelfaste dele af bygning— erne. Man har haft forskellige benævnelser for disse alkovesenge rundt om i landet, bl.a. kaldtes de på Fyn „indbygget“ eller „indklædt“ seng, på Born— holm „sengehul'% på Rømø og Fanø „tætsengt' og i Østslesvig „indelukket seng.

For sengeåbningen var som regel forhæng, døre eller låger, så der kunne lukkes helt af. Alkover med forhæng var kendt over det meste af landet, og de har været det mest almindelige bl.a. på Bornholm og Fyn. Det er iøvrigt typisk for de fynske senge, at der ofte er udsavede ornamenter langs kanten af senge— åbningen.

Alkover med døre eller låger til at skyde for eller lukke på hængsler var især udbredt i Jylland. Undertiden gik alkovens døre helt ned til gulvet, en mode, der har været kendt siden midten af 1700-tallet. Disse døre kunne være smukt dekoreret og regnedes for at være finere end forhæng. Nogle steder anbragtes sengen i en vis afstand fra dørene, hvorved der bl.a. blev plads til en stol mellem sengen og døren. På denne måde dannedes, længe før de særskilte sove— værelser blev almindelige, en art sovekammer, hvor man kunne trække af tøjet uden at blive set, selv om der var fremmede eller tjenestefolk i stuen. Det var egentlig denne form for sengested, der havde betegnelsen alkove (afledt af det arabiske „al kobba'% som betyder et telt eller et hvælvet rum).

I de vestlige dele af Jylland og op til Læsø i Kattegat blev alkoverne mange steder bygget ind i panel vægge. Det er et frisisk træk, som vidner om disse egnes livlige kontakt med det hollandsk—frisiske område. Der var, også efter frisisk forbillede, ofte et lille skænkeskab indbygget i panel væggen mellem sengene. Det er muligvis om sådanne senge, en polak, der korn til Danmark i forbindelse med Svenskekrigene i 1659 fortæller: . de sover nøgne, som deres moder har skabt dem, og anser det ikke for nogen skam, men klæder sig af og på i hverandres nærværelse og undser sig ikke engang for en fremmed, men tager alle deres klæder af og hænger det alt sammen op på knager, og først når de er splitternøgne, låser de døren, slukker lyset og går ind i skabet (d. v.s. den lukkede alkove) for at sove. Da vi sagde til dem, at hos os end ikke en kone ville gøre det i sin mands nærværelse, fortalte de, at de aldeles ikke følte nogen undseelse, og at der ikke var nogen mening i at skamme sig over sine egne lemmer, som Vorherre havde skabt. I samme anledning bemærkede de, at skjorten og de øvrige beklædningsstykker fik tilstrækkelig anvendelse ved at gøre tjeneste og beskytte en om dagen og derfor i det mind— ste burde skånes om natten; og desuden ville følgen jo kun blive, at man tog lopper og andet kryb med i sengen og lod sig bide af det og altså blev for— styrret i sin gode nattesøvn.

De faste sengesteder på Sjælland og Lolland—Falster var sjældent egentlige alkover, men blev udformet som omhængssenge. Omhængssengene stod i Lighed med alkoverne langs stuens nordvæg, almindeligvis med hovedenden mod vest, så man lå „som man kom til at ligge i graven“. Stolper eller høje paneler ved hovedog fodenderne bar gesimsliste, hvorpå sengenes omhæng blev anbragt. Til tider har stolperne også, ligesom på de egentlige himmelsenge, båret en overdækning af brædder. Hvor sengene ikke spændte fra væg til væg, blev de som oftest lukket med en panel beklædt gavl. Heri har der mange steder været indbygget et lille skænkeskab.

I de vestlige dele af Jylland og op til Læsø i Kattegat blev alkoverne mange steder bygget ind i panel vægge. Det er et frisisk træk, som vidner om disse egnes livlige kontakt med det hollandsk—frisiske område. Der var, også efter frisisk forbillede, ofte et lille skænkeskab indbygget i panel væggen mellem sengene. Det er muligvis om sådanne senge, en polak, der korn til Danmark i forbindelse med Svenskekrigene i 1659 fortæller: . de sover nøgne, som deres moder har skabt dem, og anser det ikke for nogen skam, men klæder sig af og på i hverandres nærværelse og undser sig ikke engang for en fremmed, men tager alle deres klæder af og hænger det alt sammen op på knager, og først når de er splitternøgne, låser de døren, slukker lyset og går ind i skabet (d. v.s. den lukkede alkove) for at sove. Da vi sagde til dem, at hos os end ikke en kone ville gøre det i sin mands nærværelse, fortalte de, at de aldeles ikke følte nogen undseelse, og at der ikke var nogen mening i at skamme sig over sine egne lemmer, som Vorherre havde skabt. I samme anledning bemærkede de, at skjorten og de øvrige beklædningsstykker fik tilstrækkelig anvendelse ved at gøre tjeneste og beskytte en om dagen og derfor i det mind— ste burde skånes om natten; og desuden ville følgen jo kun blive, at man tog lopper og andet kryb med i sengen og lod sig bide af det og altså blev for— styrret i sin gode nattesøvn.

De faste sengesteder på Sjælland og Lolland—Falster var sjældent egentlige alkover, men blev udformet som omhængssenge. Omhængssengene stod i Lighed med alkoverne langs stuens nordvæg, almindeligvis med hovedenden mod vest, så man lå „som man kom til at ligge i graven“. Stolper eller høje paneler ved hovedog fodenderne bar gesimsliste, hvorpå sengenes omhæng blev anbragt. Til tider har stolperne også, ligesom på de egentlige himmelsenge, båret en overdækning af brædder. Hvor sengene ikke spændte fra væg til væg, blev de som oftest lukket med en panel beklædt gavl. Heri har der mange steder været indbygget et lille skænkeskab.

-Fra bogen SOM MAN REDER af Mette Skougaard„ r21 ustratåoner Beth Deyerhölm, Na Lionalmuseet ,