Om omgang mellem mennesker
I 1788 blev den tysk forfatter Adolph von. Knigges bog, Om Omgang med Mennesker for første gang udgivet på dansk. At Knigges mange betragtninger om emnet er almengyldige, vises ved, at bogen blev genudgivet på dansk i hvert fald så sent som i 1966.
Indtil midten af 1800-tallet, hvor et håndtryk blev almindeligt som hilsen i Danmark, blev dette kun brugt ved bekræftelse af en indgået en handel eller i kirken, fx ved indgåelse af ægteskab, hvor man ”gav hinanden hånd derpå”.
Når familierne mødte bekendte på gaden, skulle børnene, som de voksne, hilse pænt. Piger og kvinder ved at neje eller bukke, mens de mænd, der bar paryk, hilste ved at tage hatten af. Efterhånden som parykken blev umoderne, kunne mændene hilse ved kun at markere en bevægelse op til hatten.
I den periode, hvor håndtryk som hilsen ikke var mulig, kan det virke overraskende, at en ægtemand kunne foreslå en fornem gæst at hilse på hustruen med et kys på kind, pande eller hånd. Men dette kys symboliserede ærbødighed, høflighed og venlighed.
Et kys på munden var hverken tilladt mellem fremmede eller for par i det offentlige rum.
De skriftlige hilseformer havde i gamle dage ganske bestemte udtryk, som man kunne slå op i ”formularbøger”. Der kunne man finde ud af, hvornår der skulle stå “ærbødigste tjener”. ”med højagtelse”, ”velærværdige” osv.
Fra Holbergs komedier i 1700-tallet ved vi, at man anvendte 3. person i tiltale. Fx kunne man til kusken sige:
Vil han køre vognen frem, og til torvekonen. Kan hun finde nogle gode løg til mig mens gadedrengen fik beskeden, kan han se at rubbe sig.
Senere i 17- og 1800-tallet, gik man i borgerskabet over til at bruge De, Dem og Deres, både mellem ægtefæller, og af børn til deres forældre. Da du formen blev brugt sagde børn ikke du til forældre og ældre slægtninge, men brugte 3. person ved fx at sige, vil far og mor se mine vidnesbyrd fra skolen? eller vil mor undskylde, at jeg blev forsinket.
Underordnede tiltalte folk i højere embeder med deres titel. Fx har konsulen tid et øjeblik? Eller vil klarereren venligst skrive under her?
Helsingørs forretningsdrivende havde gode økonomiske og sociale kår op til begyndelsen af 1800-tallet. Også de fleste offentlige ansatte klarede sig økonomisk nogenlunde. Ansatte ved Øresunds Toldkammer har tjent rigtig godt, ligesom højt rangerede officerer heller ikke har kunnet klage. Skolemestre klarede sig, mens grupper, der som fx præster havde en del af deres indtægter gennem ”offer” ved højtiderne, havde kun til dagen og vejen, og den almindelige lærer, eller ”hører”, har dårligt kunne eksistere for sin løn.
Men i 1800-tallet skulle alle der kunne, helst leve op til borgerskabets normer. Idealet for kvinder var, at de skulle være naturlige, dannede, dydige og diskrete. Det var forkasteligt at bruge kosmetik eller parfume. Ansigtet skulle være nøgent og have en bleg, sart teint.
Kun skuespillere og horer sminkede sig. Maleren Eckersberg har malet et billede af en tjenestepige, der sminker sig. Som man kan se af det ”rodede” værelse, er hun en ”sjuskedorte”, der ikke kender de enkleste regler for god opførsel. Hun bliver ikke længe i pladsen!
For at leve op til idealet måtte kvinder undgå sol og vind. Udendørs var håret dækket af en kyse eller et tørklæde, armene af lange handsker, og paraplyen var uundværlig. Selv kvinder med udendørs arbejde forsøgte at leve op til idealet.
Husets herre var forsørgeren. Han varetog kontakter uden for hjemmet. Han var medlem af de rigtige klubber, og skydeselskaber, der forenede selskabs- og erhvervsliv, og hvor mændene samledes til avislæsning, diskussion og punch. Den fornemste klub var naturligvis Øresunds Toldkammers klub.
Husmoderen var opdraget til at opfylde de borgerlige dyder. Hun var dannet og stod for børnenes opdragelse. Hun havde kendskab til litteratur og kunne spille, sy og male.
Også tjenestefolkene skulle opføre sig ordentligt og være dydige og lydige. Barnepigen tog sig af de ofte mange børn, som hun passede og gik tur med om eftermiddagen. Stuepige og kok stod for den daglige rengøring, madlavning og almindelige indkøb. Døtrene opdroges til at blive passende gift. De skulle være interessante samtalepartnere for en vordende ægtefælle, som fædrene påtog sig at finde.
Da størstedelen af Helsingørs beboere var håndværkere, værtshusholdere, småhandlende og medhjælpere i forskellige erhverv, var deres levevilkår langt fra borgerskabets, men de klarede sig i dagligdagen uden de store problemer. De forsøgte også at opdrage deres børn efter de samme normer. Men det store antal virkeligt fattige, havde ikke samme muligheder som den mere privilegerede befolkning.
De rigtige fattige i Helsingør har ikke har haft muligheder for at give deres børn de samme normer, som ovennævnte. Folketælingen1801 registrerede 87 fattige, hvoraf de 76 boede i Hospitalet. Derudover var der 64 gamle og syge, der boede på Byens publiqe Hospital, der kaldes Fattighuset. Det var ikke for børn.
Da byen ville undgå, at alt for mange hjemløse ”gadebørn” huserede i gaderne og stjal og tiggede, selvom det var forbudt, blev det almindeligt at anbringe forældreløse børn hos familier, som fik en minimal sum for børnenes kost og logi. Til gengæld arbejdede børnene for familien.
Arresthuse havde man, men fængsel for almindelige borgere anvendtes først langt senere i 1800-tallet, Man kunne idømmes straffe til tugt og forbedrringshuse, fx Bremerholm i København.
I 1803 indførte den enevældige stat en fattigforordning, som bevirkede, at fattigvæsenet i 1805 oprettede et fattighus i Karmeliterhusets fløj mod Hestemøllestræde, der kunne have 60 personer. Mod St. Annagade boede forstanderen.
Mange fattige forsøgte at overleve ved at leje et værelse i nogle af de små usle boliger, uden køkken, hvor flere delte et rum. Folketællingen 1801 viser, at disse fattige udgjorde en særdeles stor del af befolkningen.
I 1798 blev der oprettet en »rumfordsk suppeanstalt«, hvor fattige kunne få suppe (kogt på ben med tilsætning af okseblod).
Var man enlig, ugift mor, enke, arbejdsløs, syg, gammel eller hjemløs, kunne man få et ophold på ”hospitalet”, som var byens fattighus. Fattige hjemløse fra andre byer, blev forvist til deres eget hjemsted eller sendt til arbejdshuse, hvor de kunne lære forskellige håndværk!
En registrering af skolepligtige børn i Helsingør i 1800-tallets begyndelse viste i alt 744, hvoraf 100 gik i fattigskolen, 150 gik i privatskolen og 44 i latinskolen.
Indtil undervisningspligten i 1814 indførtes for både piger og drenge, gik kun få i skole. Borgerskabet havde selv sørget for kvalificeret privatundervisning til deres børn En del børn fik privatundervisning af officerer, ”fruer, madammer, frøkener og jomfruer”. Denne undervisning var ikke altid lige kvalificeret, idet det var folk, der ikke havde en næringsvej, men underviste i, hvad de kunne for at tjene til livets opretholdelse. Mange elever lærte dog at læse og skrive.
Men, da byen ønskede at have styr på de mindre bemidlede, indrettedes i 1805 fire arbejdsstuer eller spindestuer for mænd, kvinder, piger og drenge. Det bevirkede at der kunne tjenes lidt til livets ophold uden at skulle tigge.
Derudover var der en fattigskole i klosterets sydfløj, en realskole og Latinskolen, der var flyttet til Kongensgade i 1807, hvor den lå indtil den lukkede i 1839 med kun ganske få elever tilbage.
Borgerskabet. Mådehold og selskabelig omgang
Ifølge Adolph von Knigge, måtte man ikke ved et selskab for de dannede tale om alt. Først og fremmest måtte man ikke tale om personer, der ikke var til stede. På billedet ses sladretanter og en herre, der diskuterer rygter. Kvinden på vej væk fra gruppen lytter med.en ved sammenkomster måtte man hverken ”sladre” eller fordybe sig i en samtale, som ikke alle gæster kunne være med i. Dvs. at man kun kunne diskutere en bog, man havde læst, et teaterstykke man havde set, eller en koncert man havde overværet, hvis alle kunne deltage i samtalen. Det var værtsfolkets ansvar, at alle følte sig veltilpas ved selskabet.
Men gæsterne skulle vise mådehold både med mad og drikke.
Omtaler af overklassens store middage afslører, at dette mådehold ikke fandt sted, hverken når det gælder antallet af fornemme retter eller antallet af flasker vin, der blev serveret. Men hvis alle kendte Knigges regler for dannet opførsel, ville bogen og de mange genoptryk af den ikke have været nødvendige.
De to meget berusede unge mænd på billedet kommer tydeligt ikke fra en fin middag, men illustrerer, at mådehold og dannelse ikke var deres stærke side, når de var udenfor familiens kontrol.
Borgerskabets børn skulle optræde dannet og være høflige, både når de var hjemme, og når de var ude. De skulle ses, men ikke høres. Når de sad til bords, skulle de sidde pænt. Albuer på bordet var ikke tilladt! De skulle spise pænt med kniv og gaffel og have lukket mund, når de tyggede. Maden måtte ikke røres med fingrene, og man måtte ikke spilde.
Kræsenhed accepteredes ikke! Man spiste den mad, der blev serveret. Børnene måtte ikke deltage i samtalen, med mindre de blev adspurgt.
Billedet viser, at både børn og voksne, også mellem måltiderne, skulle være velopdragne. Man sidder pænt og slænger sig ikke i møblerne, mens man læser, broderer eller taler sammen,
Selvom borgerskabet var den mindste gruppe af Helsingørs indbyggere (ca. 600 familier i 1801), var det deres normer, der var idealet. Det store tjenestehold, som de rige familierne havde, fik gennem deres ansættelse der, kendskab til disse normer.
I Helsingør har man tidligt haft en Latinskole. I det følgende fremgår det, hvad man forventede af de drenge, disciple, der kom i latinskolen, og hvordan man fik opfyldt forventningerne til disciplenes opførsel og bordskik.
Selve skolen lå i en af klosterets længer. På skolens loft var der bolig til 28 disciple Indtil 1720 fik både lærere og disciple på latinskolen kosten på Hospitalet, der var indrettet i Karmeliterhuset, som senere blev hospital og fattighus. Disciplene havde indtil da lov til at tigge, hvilket af friskolens drenge gav dem navnet skofter. der var et groft, tørt brød, som man gav til heste! Friskoler, var skoler der gav gratis undervisning til fattige drenge.
Latinskolen flyttede til Kongensgade i 1807, hvor den lå, til den blev nedlagt i 1839 på grund af mangel på elever.
H.C. Andersen, flyttede i 1826 fra latinskolen i Slagelse, da dennes rektor, Simon Meisling blev rektor i Helsingør i perioden 1826 til 1839. Skolen lukkede på grund af et efterhånden særdeles dårligt ry, der bevirkede, at kun få familier satte deres børn i denne skole.
Udover latinskolen og en friskole, blev der i 1800-tallet oprettet en realskole for både piger og drenge.
Der er bevaret et reglement for disciplenes adfærd fra slutningen af 1600-tallet. Reglerne, der ses nedenfor, har delvis de samme værdier, som borgerskabets børn blev opdraget med langt op i 1800-tallet.
Ud over at arbejde flittigt i undervisningen, havde skolen et reglement, om den rette adfærd.
Ved bordet måtte man, inden man kunne spise, bede en bøn med foldede hænder, hvor man takkede kirke, konge, adelige og øvrighedspersoner for maden.
Under måltidet måtte man kun tale en smule, og det på latin.
Man måtte ikke sværge eller bande.
Ingen måtte tage levninger med fra måltidet, idet disse uddeltes til fattige skolebørn uden for klosteret.
Man måtte ikke sætte albuerne på bordet, som bønder og udannede folk.
Efter måltidet skulle der på skift læses et kapitel fra biblen, men blev bogen snavset på grund af disciplenes snavsede fingre, blev man ”Straffet med Pisk i Skolen”
Efter måltidet skulle man ”musicere og disputere”, men med ”Beskedenhed og Sindets Blidhed uden Kiv og Mundhuggeri”.
På gaden skulle disciplene tage hatten af for adelige, præster, borgmester og ældre borgere.
Overalt skulle man opføre sig ordentligt. Disciplene måtte hverken løbe vildt, skrige eller larme, kalde nogen ved øgenavne, grine ad dem eller bruge frække ord og fagter, når de i deres fritid var ude i byen.
Det hele var dog ikke kun disciplin.
Ved festlige lejligheder, var der tradition for, at disciplene sang ved bryllupper, foran folks døre på helligaftener, og når man med sang fejrede forårets komme ved at hente måneden ”maj” i skovene ved Hammermølle til Helsingør.
For ”diskantsang” ved brudemesse kunne disciplene få en daler, og de, der fulgte bruden til brudehus med sang, belønnedes med mad og øl, men ingen penge. Denne tradition blev senere nedlagt. Ved denne nedlæggelse mistede disciplene muligheden for at tjene lidt ekstra til livets opretholdelse.
Som i dag, var skolen ét af de steder, hvor børnene udover de basale færdigheder, lærte disciplin.
Overklassens piger blev undervist hjemme i læsning, litteratur, sprog musik, mens drengene kunne komme i latinskolen, der oprindeligt var rettet mod en gejstlig uddannelse. Fra 1814 skulle alle børn, også piger, modtage undervisning indtil konfirmationen, på landet dog kun hver anden dag. Undervisningens indhold blev fastsat af staten. Latinskoler blev private, og der blev oprettet skoler for borger- og almuebørn
I 1805-09 blev der udsendt læseplan for de statslige latinskoler. Latin blev erstattet af dansk som eksamenssprog, disciplene, der havde haft tjeneste som sangere for at tjene til undervisningen, blev som nævnt, afskaffet, idet der blev skaffet legatmidler til fripladser.
Uanset de forskellige undervisningsmetoder i skolerne, var synet på børneopdragelse det samme. Selvom det ifølge 1814 reformens § 27 i ”Instruktion for lærerne” var forbudt ved afstraffelse at bruge andet end tamp (et tov), ferle(en træstok med en skive der skulle ramme håndryg eller håndflade) og ris(birkgrene), blev børn også straffet med ørefigen, stød eller slag med hånden, alt efter lærerens temperament. Pryglestraf i skolen blev først endeligt afskaffet 150 år senere.
Hvis skolens mål var, at børnene udover at lære at læse, skrive og regne, også skulle blive ansvarlige og selvstændige borgere, der overholdt normerne for god opførsel, så kan man betvivle, at dette sidste nok så vigtige mål, kunne blive opnået gennem udøvelsen af vold.
Borgerbørn skulle være velopdragne og gøre deres forældre stolte. Der blev brugt både ”pisk og gulerod”. Hvis børn havde overtrådt normerne hjemme, ude eller i skole, tugtede man dem. Normalt var tugtelsen overladt til fædrene.
I Helsingør, hvor mange fædre var sømænd, kunne moderen enten overtage tugtelsen når faderen var på langfart, eller hun kunne regne forseelserne sammen, således at far, når han kom hjem, udførte den korporlige afstraffelse.
I skolen havde lærerne tugtelsesret, men ifølge loven af 1814 ”kun” med anvendelse af ferle, tamp og ris, mens § 27 i loven forbød ørefigen, stød eller slag med hånden, alt efter lærerens temperament. Pryglestraf i skolen blev først endeligt afskaffet 150 år senere.
I øvrigt brugte man også litteratur, der som supplement til korporlig afstraffelse kunne vise børn, hvor galt det kunne gå, hvis man ikke var lydig. ”Den store Bastian” fra 1847, som ses illustreret, er et kendt eksempel på en sådan bog, der i Danmark er solgt i mere end 300.000 eksemplarer.
Teksten på billedet belærer nogle børn, der har peget fingre ad en neger, de har set på gaden og lyder:
Da kom den store Bastian (på billedet du se ham kan). Sit store blækhus med han har; han sagde: „Børn, gør ikke nar af negerens den sorte hud; den fik han af den gode Gud,
så han ej selv kan gøre for, at den er ikke hvid som vor!„ Men drengene langt værre lo
og lod ej neg'ren gå i ro.
Moralen er, at børnene bliver dyppet i blækhuset, så de selv bliver så sorte som negeren! Så kan de lære det! Det lille vers har været mere i overensstemmelse med Knigges opfattelse af måder at omgås på end den korporlige afstraffelses nødvendighed.
(Sammenfattet af Tove Lund fra …)